| Flere

Rockere smidt ud af motionscenter

Mod og en lyst til at gøre motionscentret til et sted for alle byens borgere fik for få år siden en flok frivillige til at presse en gruppe Hells Angels støtter ud af Aalestrup Motionscenter. I dag har foreningen 375 medlemmer, fortæller det seneste nummer af Udspil

Styrketræning fænger fortsat hos de unge mænd, men centret i Aalestrup satser også på hold-, børne-, kvinde- og pensionisttræning

Instruktører og bestyrelse i Aalestrup Motionscenter fik nok af en flok støtter for Hells Angels i centret.

De unge mænd var så store, så tatoverede og så aggressive, at de skræmte andre fra at træne side om side med dem i maskinerne og med håndvægtene.

"Det var sin sag at gå hen til en 140 kilo tung HA'er og bede ham finde et andet sted at træne", fortæller Mikael Højbjerg i det seneste nummer af DGIs magasin Udspil.
Her beretter han som instruktør og kontaktperson i dopingspørgsmål om arbejdet med at forvandle centret fra en rockerhule til et familiecenter.

Klar tale

Aalestrup Motionscenter ville ikke bare have rockerne ud af lokalerne.

Centerfolkene ville også have ændret kulturen væk fra at bygge på frygt til at være et trygt hjemsted for unge og voksne.

"Vi pillede rockerne ud én efter én og gjorde det klart for dem, at de ikke var velkomne i centret mere", siger Mikael Højbjerg om den handling, der satte forvandlingsspillet i gang.

Han tilføjer:

"Vi vidste jo, at blev der noget med dem, var vi nok stærke folk i og omkring byen til at tackle dem".

Alsidige tilbud

Samtidig advarede DGI Nordjylland om, at centret kunne blive smidt ud af landsdelsforeningen efter et par dopingafsløringer.

Her halvandet år efter synes det seneste halvandet års arbejde at have båret frugt. Med 375 medlemmer, 13 instruktører og et lokale under om- og udbygning.

"Nu skaber vi opmærksomhed i byen om vore nye tilbud og den forskellighed, vi oplever blandt medlemmerne", siger Evald Munk, formand for centret.

Han nævner de aktiviteter, der foregår i centret:

"Vi har styrketræning, konditionstræning, 40 ældre på en pensionisthold, ugentlig træning kun for kvinder og fitnessboksning".

På vej er også et børnehjørne til 9-12 årige og måske et ungdomshold for 15-18 årige.

Tryghed for kvinder

Motionscentrets gamle ry som et sted for barske drenge gør det stadig svært at trække især yngre kvinder til.

Men en instruktør som 20-årige Sandie Bartholomæussen kæmper for at få det til at lykkes. Hun har nemlig en vision for sit frivillige arbejde i centret:

"Jeg ønsker ikke et standard fitnesscenter uden indflydelse for medlemmerne. Vi skal vise dem, at vi gerne vil opfylde deres behov, og at der er plads til forskellighed i centret", udtaler hun i Udspil.
Hun tilføjer:

"Vi skal være som en lille familie, hvor alle hilser på hinanden, uanset om man er 12 år eller 70. Og uanset om man løfter de tunge vægte eller laver holdtræning på måtter mellem maskinerne".

Opdateret 18. januar 2012 Af Steen Bille

Ejer: Kommunikationsafdelingen



Seneste nyt
Beachbasket i Kolind
Låsby Boldklub vinder DM i foreningsudvikling
ØRESTAD BJERGLØB 2012
Fokus på udvikling rykker landets idrætsforeninger
Flere dyrker idræt i forening i Østjylland

DGI magasinet UDSPIL

  Bladr i magasinet

Lokale blade:
Midtjylland
Sydøstjylland
Vestsjælland / Roskilde